tirsdag den 29. juli 2008

24. juli '08 - Cotswold - The old England

Mandag blev jeg hentet af Betina og Allan, som havde inviteret mig på miniferie ved dem i Cotswold. Betina er oprindelig Anettes veninde tilbage fra teenageårene, men da hun har boet i England de sidste 17 år, er det efterhånden mest mig, der har fået set hende - sidst dog til Anette og Jans bryllup, men f'ør da dengang jeg boede i London.
Allan havde været til undersøgelse på hospitalet i Bristol, og det passede så med at de kunne tage mig med hjem på tilbage turen. Der var ingen tvivl om, at de bare ønskede at jeg skulle føle mig rigtig godt tilpas, og elske deres herlige landsdel Cotswold, så jeg blev virkelig taget imod med de helt åbne arme og rigtig forkælet alle dage.
På turen til deres hus, kørte vi først omkring en lille by og fik noget at drikke, og så videre til Tetbury, som er den by de bor i, trods de egentlig bor uden for byen, i en lille landsby kaldet Ashley. I Tetbury bor også selveste Prins Charles of Wales og Camilla samt de to prinser, men vi kom desværre kun forbi porten til Highgrove, og kunne ikke se ind.
Det var det mest fantastiske vejr alle dage, så vi lagde ud med Cream Tea i en skøn have til et hotel, hvor vi rigtig nød sol, the og scones;-)
Derefter blev der gjort nogle indkøb til aftensmaden, og så gik turen ellers hjem til Ashley. Her har de det skønneste lille hus, som egentlig er en lade til et husmandssted, de lejer af landlorden. Da det ikke rummer plads til mere end de to, har de en stående aftale med landlorden, at hver gang de har gæster udefra, så kan de overnatte i deres gæsteværelse i hovedhuset. Så det skulle jeg - og da de ikke var hjemme de første to dage, havde jeg hele huset for mig selv! Var dog lidt underligt at gå til ro den første nat, velvidende at der kun var mig helt alene i det store hus!
Allan er en rigtig god kok, og er ham der står for alt det med maden i huset, så han serverede den første dag Cottage Pie, som er rigtig engelsk ret og smagte himmelsk. Serveret udenfor i solen, men høns, får og køer gik omkring os - ja, nu var jeg da rigtigt kommet på landet.
Tirsdag tog vi til Malmsbury, som er en af de andre hyggelige omkring liggende byer, og lagde ud med et besøg hos 'The naked gardener', som er en utrolig flot have, med alt hvad øjet begærder af smukke blomster, buske, træer, vandløb... og altså som navnet siger også et ægtepar der ejer stedet, som går rundt og klaret gardnerarbejdet mere eller mindre nøgne;-)) Ja, og jeg fik da også syn for sagen, da Betina pludselig kaldte på mig (på dansk), og sagde at der lige er noget jeg skulle se... Og der gik så en meget solbrun mand i leoprad g-streng med et motoriseret værktøj - uhh, ved ikke hvad der egentlig var mest skræmmende ved det! Ü
Vi havde picknic med til at spise i haven, og fandt da også et meget skønt sted uden gardnere og lignende, hvor vi rigtig hyggede. Senere gik vi bare rundt i byen og shoppede lidt, inden turen gik til Tetbury for at kigge lidt nærmere på butikkerne der. Var blandt andet inde i Highgrove Shop, som er Prins Charles der har åbnet en butik med alt godt fra landstedet, hvor al overskud går til hans fond til fordel for mindre bemidlede unge. Meget flot! Også her gik vi ud til afternoon tea i en skøn gårdhave, og da vi kom hjem var vi ude at gå en lang tur med to låne hunde og så alt hvad landsbyen tilbyder... (Ikke meget mere end en kirke, postkasse og telefonboks;-) - men en skøøn natur!) Til aften fik vi lækker laks med nye kartofler - endnu engang til solnedgang over markerne.
Onsdag tog Betina og jeg bussen ind til Cirensister, som var den lidt større by, der lå i nærheden, og her fik vi så hele dagen til at gå med shopping. Er jo de sidste indkøb jeg efterhånden får gjort mig i England, så der blev 'kigget' lidt ekstra;-)
Da vi kom hjem blev der gjort klar til den helt store grillfest, hvor naboerne (landlorden) var inviteret, så de blandt andet kunne møde mig, der boede i deres hus. Imens lå jeg bare på en solstol og slikkede solskin. Og senere kom Lyn og Richard så, - og hold da op hvor var de søde. De åbnede bare op for mig lige fra begyndelsen, og jeg følte mig bare SÅ velkommen i deres selskab. Havde en virkelig hyggelig barbeque, med det skønneste mad og herligt selskab. Det var en rigtig dejlig sommeraften, så vi kunne sagtens sidde uden for i korte ærmer til 23-tiden.
Torsdag var det tid til afgang, og da Betina og Allan skulle til Irland, var jeg så heldig at kunne få et lift med til Bristol på vejen. Så formiddagen lå jeg bare i solen, mens de andre fik pakket og gjort sig klar til afrejse. Skønt - det var en rigtig dejlig miniferie, og hvor jeg dog nød at se jeres Cotswold!

Ingen kommentarer: