"Nu er det sommer" - og jeg kunne nemt bryde ud i skønhedssang lige nu, om hvor dejligt det hele er... Men hold da op hvor tiden dog også bare flyver afsted! Der er så mange ting jeg gerne vil, og gør, plus jeg jo har den sidste opgave - og samtidig er det også nu, at der begynder at komme lidt opbrud i alle bekendtskaberne, da nogle så småt allerede begynder at tage herfra. Uhh, det er altså ikke spor sjovt! Jeg fanger mig selv i gang på gang at tænke: NEJ hvor vil jeg altså komme til at savne det her liv, Bristol, befolkningen, omgivelserne, alle vennerne, studielivet og ja, sgu sågar også opgaverne, på sin vis;-)
De sidste par uger siden Jonna og Anja tog hjem, har budt på en masse hygge. Jeg mødtes med en spansk tolk, Diana, der er næsten færdiguddannet, og afslutter sin uddannelse med 1 1/2 måned på Centre for Deaf Studies. Vi mødtes til kaffe, og fik os en herlig sludder om tolkelivets finurligheder. Har prøvet at kontakte et engelsk tolkefirma, for at høre om vi kan komme og besøge dem mens Diana stadig er her - men har dog ikke svaret endnu, så nu må vi se, om det bliver til noget. Men kunne være sjovt og interessant at besøge dem, og få en snak om hvordan de driver en virksomhed her.
Sidste fredag var jeg ude med Veronique og Stephanie - der begge er færdige med deres eksaminer nu, og meget snart tager hjem, - vi har dog lige en bytur mere tilgode inden da! Ü Det var som altid rigtig sjovt (på The Woods...), og medførte en del ondt i håret dagen derpå!
Søndag var vejret bare fantastisk, og for første gang tillod jeg mig selv, at gå op i parken og ligge og solbade hele dagen - ja selvfølgelig med en bog i tasken, hvis jeg lige pludselig skulle få en ustyrlig trang til at læse noget fagligt - men det blev nu ikke til særlig meget!
Mandag havde vi sidste sociale sammenkomst med koret: Grillfest hos Emma. Også her var vejret eminent, så vi sad bare i total solskin og havde den hygligste barbeque med alt hvad hjertet begærer, næsten til solnedgang. Sluttede dog dagen af på Browns sammen med Stephanie til et glas vin på den udendørs terrasse.
Onsdag stod den på glædeligt gensyn, smarte kjoler, dyre sko og drinks i lange baner... Ja altså ikke mig, men vi var i biffen og se 'Sex and the City - the movie'. Ahh, den var lige som den skulle være, tilpas overdrevet, tilpas med mode, tilpas med sjove bemærkninger og ja... blot super!
Torsdag havde jeg fået Sarah med på, at nu hendes fødselsdagsgave 'på vandretur' ikke var blevet til noget, så skulle hun da med til Sam Sparro og Robyn koncert i stedet;-) Så havde købt 2 billetter til dette arrangement, og jeg siger jer: Hvis jeg havde frygtet lidt, at Sam måske ikke ville være lige så god at høre, når han 'kun' var et opvarmningsband, så blev det da fuldstændig gjort til skamme - for han var SUPER og gav sig bare 110 %. Uhh... det var godt!
Fredag var alle fra Centre for Deaf Studies (studerende, undervisere, tolke osv) på en bådtur på floden i en 3 timers tid. Der var bar ombord, og det var vildt hyggeligt. Derefter gik vi alle på pub, og der blev snakket løs om løst og fast. Jeg mødte blandt andet en tolk fra Canada, der blot var på besøg, og som havde studeret på CDS for nogle år tilbage - og det viste sig, at vi fik en rigtig god snak, og hun havde mange gode referencer til min opgave, som jeg er ved at skulle igang med om 'tolke og døves kultur' - meget spændende bekendtskab!
I søndags var Veronique, Stephanie og jeg + en veninde til Steph. på endagstur til Cardiff i Wales. Det var en dejlig dag, som bragte lidt af hvert: Guide omvisning på Cardiff Castle, styrtende regn, pub lunch, lidt shopping, gåtur til Cardiff bay (bugt), marked, bagende solskin - og solbadning. Ja, det kan hurtigt skifte, og om nogle steder så i Wales;-)
Idag fik vi nye bordplader på i køkkenet, så det gjorde at vi ikke kunne bruge køkkenet hele dagen. Det var vi ikke sene til at udnytte, så vi var 4 fra min lejlighed, som tog på ZeroDegrees til frokost. Rigtig hygligt, og tænk at vi ikke har gjort det noget før! Men at det faktisk er nu, hvor vi er godt rystet sammen, og begynder at tænke på, at nu skal vi snart væk fra hinanden. Stavros er den første der tager afsted på fredag... og så ser jeg ikke ham mere - for han kommer godt nok tilbage engang i august, men da er jeg jo taget afsted. Det er altså VILDT at det her år snart er ved at være slut!!!
Så som det måske kan ses, har det været nogle helt henrivende dage... men nu skal der altså også lige focuseres lidt på opgaven, så det hele ikke løber væk i 'afskeds-ting' og cafe-ture. De næste to uger skal der læses og opgaven skrives, så en kladde kan afleveres ved månedens udgang. Når jeg så har fået lidt kommentarer på den, har jeg så 4 dage til at færdiggøre den. Men der er lang tid til, - og mange ting der skal opleves inden da! Ü
S.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar