fredag den 28. marts 2008

28. mar. '08 - Bristol i børnehøjde



Håber I alle har haft en dejlig påske!

Jeg har haft en helt fantastisk påske... med besøg hjemmefra! Skærtorsdag (en time forsinket) kom Anette, Jan, Mads og Maria med bussen fra Bristol International Airport - og det var en meget 'excited' moster, der tog imod dem.

Jeg havde handlet lidt ind til de første par dage, og bagt boller til at få boller med ost og pålæg når de kom, så vi gik hjem til den hotel-lejlighed, som jeg havde fundet til dem, så de også kunne få pakket lidt ud. Og hvor var det altså et perfekt sted, når man har børn med... De havde bestilt en to værelses med opredning til børnene, men som ekstra bonus og til samme pris fik de en tre værelses med ekstra stort køkken m.m. - så der var nogle unger der også følte sig meget heldige,- egen seng at hoppe i:-)

Fredag mødtes jeg med dem om formiddagen, og dette var dagen, hvor vi skulle fejre Mads' fødselsdag, da jeg ikke er hjemme til maj, og dermed ikke kan være med til hans 6 års dag! Så han havde fået lov til at bestemme hvad vi skulle lave, og valget var faldet på Zoologisk Have. Så vi startede med at tage en Seightseeing Bus (sådan en hvor man kan hoppe af og på i 24 timer), og kørte rundt i Bristol og så nogle af de fine seights. Da vi kom til Zoo stod vi af der, og havde en fin dag derinde. Vejret var flot, godt nok lidt koldt og blæsende, men når solen var fremme var det skønt. Så vi fik set løver, aber, sæler, pingviner og meget mere... (noget at efterligne i legen derefter).
Hen på eftermiddagen kørte vi videre i bussen, og stod af på Park Street, hvor vi så tog hen og så hvordan moster bor, og fik nogle af de fødselsdagsboller, jeg havde bagt. Derfra kørte vi videre med bussen, og kom hele vejen rundt, og tog så hjem til mad, kage og gaver. Så en rigtig dejlig dag.

Lørdag valgte vi at fejre 'påskesøndag', da de havde lovet bedre vejr lørdag end søndag... Så dagen startede med, at jeg i skjul mødtes med Stephanie oppe i parken, og i fællesskab gemte æg (for at hjælpe påskeharen lidt på vej!). Så blev hun og 'passede på dem', mens jeg tog tilbage til Deans Court, hvor De 4 kom og mødtes med mig. Jeg fortalte så, at jeg mens jeg havde ventet på dem, havde set en hare hoppe op i mod parken, så måske det var en påskehare, og vi hellere måtte gå op og se... Da vi kom derop, mødte vi helt tilfældigt Stephanie;-) Og så blev der ellers løbet rundt og fundet påskeæg!
Da vi var godt kolde, og havde fundet alle æggene pånær ét, der åbenbart havde forputtet sig;-) gik vi alle på cafe og fik lidt varmt at drikke. Derefter tog vi på museum, der både havde udstillet udstoppede dyr, lidt forskelligt om dinasaurer og et legeområde, der vist var helt fint.
Derefter gik vi op og så, hvor jeg læser henne, og de der omkring liggende bygninger, og senere fik vi handlet en masse ind til de næste dage, og så gik turen hjemad, til dejlig dansk mad, som Anette sørgede for hver aften: SKØNT!

Søndag tog vi i skøjtehallen:-) Det var 5 x Bambi på glatis til at begynde med, men vi blev nu ret så ferme efterhånden, hvis vi selv skal sige det;-) Men sjovt som man faktisk kan gøre fremskridt på sådan en god times tid ude på isen... Lidt svært at være der for de små i starten, når man selv var lige så usikker, men det endte da med, at vi løb rundt på isen med en af børnene i mellem os: Rigtig 'Cool on Ice'! (Engelske udgave af Varm på Is)... hi hi.
Derefter tog vi ud til ss Great Britain, som er en over 150 år gammel og flot skonnert, der har sejlet under både 1. og 2. verdenskrig. Meget flot og et stort museum var knyttet til, inden man kom op på skibet, som man vist rolig kan bruge lidt mere tid på en anden gang...
Efter en cafetur gik turen hjemad og resten af dagen og aftenen blev brugt derhjemme.

Mandag mødtes vi i Clifton, hvor vi gik igennem den fine bydel for at komme ud til Suspension Bridge. Der gik vi rundt noget tid, havde frokost med som vi indtog i dejlig solskinsvejr i det grønne, inden vi slentrede tilbage gennem byen. Efter et kort lille ophold hos mig, tog vi ned til River Avon, hvor vi tog på kanalrundfart med en af rundfart-færgerne. Kom af i nærheden af deres lejlighed, og gik så hjem og lavede mad og blev resten af aftenen.

Tirsdag tog vi på en heldagstur ud af byen. Med tog og bus gik turen til en dyrefarm og legeland. Der var mange dyr at fodre med det foder, man fik ved indgangen, og mange ting at prøve til en spinkle sum af kun £1 per tur;-) Vi kørte med tog rundt i landskabet, og Mads og Maria blev placeret sammen med en del andre børn på stole, hvor de så fik hver et dyr at klappe. Ha, så sad de dér, med en kanin, hamster el.lign - og forældrene klipsede løs med kameraet - og de synes vist det var en stor oplevelse;-)

Onsdag var vores sidste dag, og havde besluttet at den skulle være stille og rolig. Så vi havde blot en shoppetur på programmet i Broadmeads. Børnene havde fået penge af bedsteforældrene, så de var pave stolte over, at skulle ud at købe legetøj og selv betale for det. Så der blev gået en del i legetøjsbutikker, for at finde det helt rigtige... så meget, at det helt tog modet fra moren, til at finde noget til sig selv!
Og så hyggede vi bare derhjemme en sidste aften - hvor vi som alle de andre aftener, fik dejlig dansk mad - denne aften frikadeller og brun sovs! - og snakket til langt ud på aftenen. Ahh, det havde jeg virkelig savnet!!! Jeg blev så og sov der, den sidste aften, i den dertil 'tilluskede' dyne;-) For at netop være der, når de næste morgen skulle afsted. Så efter morgenmad sammen, gik turen afsted med hver sin trolley til stationen, og 8.30 vinkede jeg farvel med tårer i øjnene... Det har været en rigtig dejlig uge, og 1000 tak for det alle 4! Glæder mig til at se jer igen!
S.

Ingen kommentarer: